Fastelavn

2/27/2014

Fastelavn

Fastelavn er en særlig højtid, som altid er blevet fejret med manér i bygden, hvor jeg kommer fra. Traditionen fylder stadig en del, selv om det nu ikke er mig, der skal klædes ud, fordi mine sønner har også været meget glade for dagen og forberedelserne inden.
For et stykke tid siden besluttede min 5 årige søn sig for, at han ville være ridder til fastelavn. Vi var på Frederiksborg slot og så alle de flotte ridder rustninger der for at finde os inspiration. Men da mor her ikke er jernsmed, måtte vi igang med at lave en tekstil version.


Som så ofte før, så lagde vi ud med at tegne en arbejdstegning, hvor vi visualiserede, hvordan vores ridder skulle se ud. Jeg købte for et par år siden et kostume mønster fra Onion/Panduro, som jeg plejer at bruge som grundmønster, for så at tilføje de detaljer, som jeg ønsker til dragten. Årsagen til, at jeg bruger det, er, at en rummelig buksedragt er udgangspunktet, og det giver mulighed for, at man kan have f.eks. termotøj på indenfor dragten. Derudover vælger jeg altid at sy dragterne i isoli, fordi det er behageligt at have på og nemt at vaske.
Ud fra tegningen kan vi se, at dragten skal have en slags "brynje", kors applikation på dragt og kappe og en "hjelm". Vi drog derfor til Roskilde for at finde passende materiale og de rette farver. Fangsten blev derfor:
1,5 m grå isoli til kroppen på dragten.
1 m hvid isoli til ærmerne og hjelmen.
1 m mørkeblå lærred til kappe.
1 m mørkeblå (de havde intet gråt) tyl til "brynje" og hjelm.
0,25 m rød lærred til korsene
0,25 m lyseblå babyfløjl til foer i hjelmen.
0,25 m vlisofix til at applikere korsene med.
35 cm mørkeblå lynlås.
Elastik til kanterne.
Mørkeblå skråbånd til kanten på kappen.


Dragten
Er som sagt syet i grå og hvid isoli, så jeg lagde ud med at klippe stykkerne ud. Siden skulle jeg bestemme, hvor lang "brynjen" skulle være, så den klippede jeg ud efter mønstret til kroppen, sørgede for, at den kom lige så langt ned foran som bag.
Korset fandt jeg ved at google "tempelridder kors" på nettet. Der kom billeder frem af flere forskellige, men jeg valgte en simpel en, som jeg så kopierede over i word, skalerede til to størrelser (har en større på ryggen af kappen) og printede ud til skabelon. Siden strøg jeg vlisefix på det røde lærred, tegnede korsene på og klippede ud. Som det ses på tegningen, så havde vi afgjort, at et kors skulle på højre ærme, så det blev placeret og strøget på. Korset bliver så syet i kanterne med tungesting.

Overlockede MB sammen, men inden resten bliver overlocket sammen, ries tyllet på delene (bagstykket klippet mod fold). Når alle delene var overlockede sammen, syede jeg lynlåsen i og derefter lagde alle kanter op, satte elastik (70%) i alle oplægskanter -  hals, ærme og ben - og syede med tvillingenål. Så er dragten lavet.


Hjelm
Klip mønstret ud i babyfløjl (foer), hvid isoli og tyl. Tyllet bliver riet til isoli stykkerne, inden de overlockes sammen. Foeret overlockes, syes sammen med ydersiden ved ansigtet, vendes vr mod vr, stikninger mødes og kanten overlockes som finish.


Kappe
Kappen klippes ud efter mønstret i mørkeblåt lærredsstof og applikeres med kors MB og venstre forside. Korsene syes med tungesting og derefter kantes forneden og i halsen med kantbånd. Siden foldes belægningen MF, syes stikning og derefter et knaphul foroven i hver stolpe, så kappen kan lukkes.

Nu er en stolt dreng klar til at lege ridder hele weekenden. Det har været en sjov proces, og især, når man kan inddrage børnene i processen. Man skal ikke vælge denne løsning for at spare penge, fordi jeg kunne helt sikkert finde en simpelt syet ridderdragt af tvivlsomt materiale ude i byen, men udfordringen og glæden i processen - og ikke mindst i resultatet - er det hele værd. Håber at i alle får en god fastelavn.

Etiketter: , , , ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start