Former og asymmetrisk placerede bobler

1/30/2014

Former og asymmetrisk placerede bobler

På mit studie har vi et par moduler i strikundervisning. Sidste forår fik vi en opgave, som jeg gerne vil dele, da jeg synes, at resultatet af mine teorier igennem mine undersøgelser, udregninger og strikprøver gav et interessant resultat. 
Til undervisningen blev vi opfordret til at udfordre os på områder, vi ikke var så erfarne med. Jeg har strikket en del sweatre med rundt bærestykke, og møder ofte udfordringen i, hvordan man nu skal lave indtagningerne, så at de enten falder pænt ind i udtrykket ellers, eller om indtagningerne er en systematisk del af designet. Jeg satte mig for, at jeg ville finde ud af, om man kunne “gemme” indtagninger i et strikket stykke. Efter at have set et par bøger igennem og efter at have set lidt på tendenserne i modebilledet med ensfarvet strik, struktur og former, fik jeg lyst til at kombinere bobler med min udfordring omkring indtagningerne.
Jeg var ude på Fanø sidste påske og der gik jeg så på “garn-jagt”. Der var meget at vælge imellem, men jeg var ikke i tvivl, da jeg så garnet fra “Hjelholts Uldspinderi” hos "Uldsnedkeren" i Sønderho. Garnets tykkelse, den grove struktur i spindingen og farven passede godt til det udtryk, jeg ønskede til mit projekt.


Jeg lagde ud med at lave et par strikkeprøver. På rib, på glatstrik og især på en prøve med indtagninger, hvor jeg så strikkede bobler udover indtagningen. Jeg strikkede bobler og knuder i forskellige størrelser, men fandt denne størrelse mest passende.
Bobler
Jeg blev meget tilfreds med resultatet af boblerne og mit næste trin var designprocessen. Jeg tegnede et par udkast, men blev gladest for denne tegning og den blev derfor mit udgangspunkt for min konstruktion, måltagning og udregninger.

Da jeg havde taget alle målene af mig selv (fik selvfølgelig hjælp) og regnet strikkefastheden ud efter mine strikkeprøver, gik jeg igang med at strikke trøjen.


Arbejdstegning
Personlige mål
Jeg føler, at de forberedelser, jeg lavede inden, gjorde at projektet var nemt at gå til og derfor mødte jeg ikke nogle problemer på vejen. Jeg var dog meget spændt på at se, hvordan boblerne nu ville tage sig ud, når de blev strikket i det endelige produkt, trøjen.
Mønsterbeskrivelsen blev til dels skrevet inden, imens jeg gennemtænkte forløbet og så blev enkelte detaljer tilføjet, mens jeg strikkede trøjen. Diagrammet har jeg tegnet udfra, at der skulle være en “tilfældig” placering af bobler, og derfor er rapporten tegnet over 12 masker. Det gav mig mulighed for at give bærestykket et udtryk af asymmetriske intagninger, selv om der selvfølgelig intet tilfældigt er i min udvikling af diagrammet.

Her er teksten til opskriften:

Str: efter egne mål
Garn: 400 g lysegrå “Håndværksgarn” fra Hjelholts Uldspinderi. www.hjelholt.dk
Pinde: Rundpinde nr. 6,5 + 7, 40 + 80 cm.
Strikkefasthed: 12,5 m x 19 p = 10 x 10 cm
Glat: r på r-siden, vr på vr-siden.
Rib: 2 r, 2 vr
Bobler: 2 r sm. Strik siden  5 nye masker i den nye maske ved skiftevis at strikke r og vr i den nye maske. *Vend ikke arb, men sæt alle 5 m over på p i venstre hånd igen, mens garnet bliver liggende på fingeren, strik nu m r*, gtg *-* i alt 3 gange. Sæt igen m på venstre p og slut boblen med 2 dr r sm, 1 r, 2 r sm, træk derefter 2. og 3. m over den 1.[1]

Bol:
Slå 140 m op på p 6,5 og strik 15 omg rib. På sidste omg tages jævnt ind til 112 m ved at strikke 2 vr r sm 28 gange.
Skift til p 7 og strik 4 omg glat. Del arb I to dele og sæt mrk = 56 m på hver side. Strik 9 omg og begynd udtagninger ved mrk på næste omg: *1 r, tag 1 m ud, strik glat til 1 m inden næste mrk, tag 1 m ud, 2 r, tag 1 m ud, strik glat til 1 m inden næste mrk, tag 1 m ud, 1 r*. Gtg disse udtagninger 3 gange på hver 10. omg = 128 m. Strik 8 omg glat og lad arb hvile.

Ærmer:
Slå 28 m op på p 6,5 og strik 15 omg rib rundt. Skift til p 7 og strik glat rundt. Sæt mrk I begyndelsen af omg og strik  7 p. På næste p tages ud I begyndelsen og slutningen af omg: 1 r, tag 1 m ud, strik til 1 m inden mrk, tag 1 m ud, 1 r. Gtg udtagningerne på hver 8. omg 7 gange = 44 m. Strik 15 omg glat. Lad arb hvile og strik et ærme magen til.

Bærestykke:
Sæt 9 m på hjp på hhv. ærmer og bol ved at tage m på begge sider af mrk. Sæt ærmerne ind i siderne på bolen = 180 m på p. Følg dia.

Montering:
Vend trøjen på vr og sæt de m, som er på hjp, på hver sin p og luk dem ved at strikke en m fra hver p sm – med hjælp fra en 3.strikkep – og luk m af, når der er strikket sammenstrikkede m ved at trække den bagerste over den forreste m. Luk siden hullerne på hver side af det aflukkede ved at sy sm.
Hæft ender. Vask trøjen og læg at tørre.


Jeg er meget tilfreds med resultatet af udfordringen, jeg satte mig selv: At det kan lade sig gøre at “skjule” indtagningerne og at bobler er et godt redskab at gøre det med. Jeg er også glad for udtrykket, trøjen har fået. Den ser ret rå ud, garnet og pindevalget taget i betragtning, men har også et feminint udtryk mht. til den tætsiddende form og de runde, bløde bobler. 

Det færdige resultat
Bemærk: Lægger diagrammet ud snarest.

[1] s. 39, Politikens Strikke & Hæklebog (2.udg, 2 opl, 2005)

Etiketter: , , , , , , , , ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start